Vælg en side

Referat af LM den 17. april 2021

Referat af digitalt Landsmøde den 17. april 2021

Landsmødet / generalforsamlingen fandt sted på Zoom fra kl.11 til 17 lørdag den 17. april 2021.

 

1. Velkomst ved formanden

Sofie Monggaard Christensen byder velkommen og er glad for at se så mange deltagere.

 

2. Valg af dirigent

Ulrik Dahl Madsen vælges til dirigent.

 

3. Valg af referenter og stemmetællere

Referenter: Emily Stavis og Maria Andersen

Stemmetællere: Ditteemilie Daisy Corleoni og Peter Alnor (gennem Google Analytics)

Stemmeberettigede DBSU-medlemmer til stede: 34

 

4. Hovedbestyrelsens beretning fremlagt af formanden og generalforsamlingens godkendelse

Det har været et hårdt år på grund af Corona. Der har været mange digitale arrangementer frem for fysiske.

DBSU har 249 medlemmer i alt, hvoraf 165 er under 30 år og 54 mellem 30-35 år. Der er behov for flere medlemmer inden for førstnævnte målgruppe ift. at få tilskud fra DUF, da det på nuværende tidspunkt er lige på grænsen. Der er desuden 30 medlemmer over 36 år.

Forretningsudvalget har det seneste år ansat:

  • Kommunikationsmedarbejder Emily Stavis
  • To nye medieredaktører, Maria Andersen og Mohammed Alsaadi
  • Børne-/ungekonsulent Anna-Josephine Hope Bransholm

Juliane Lund og Mikkel Enok har opsagt deres stillinger som medieredaktører.

 

Nyt fra bestyrelser og udvalg

Hovedbestyrelsen har afholdt et fysisk møde. De resterende møder er foregået over Zoom. Til det udvidede HB-møde blev Emily præsenteret.

Både Region Vest og Øst har fået nye bestyrelser, og i Region Øst er samtlige bestyrelsesmedlemmer blevet skiftet ud i år.

IT-udvalget og formanden har været på kursus i GDPR og der er kommet mere styr på IT i foreningen.

Kultur og fritidsudvalget har ikke haft nogen aktiviteter, og er derfor blevet nedlagt.

Der er blevet oprettet et Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalg, med fokus på blandt andet mentorordningen, inklusion i folkeskolen, og opkvalificering ifm. jobsøgning.

Tilgængelighedsudvalget har haft fokus på tilgængelighed hos Danmarks Radio. Udvalget har brug for medlemmerne til at forbedre tilgængeligheden. Der er desuden kontakt til flere appudviklere som fx TV2 Play, Nota og Nextory.

Det internationale udvalg har på grund af Corona haft svært ved at køre. Der arbejdes på et forundersøgelsesprojekt omkring et samarbejde i Liberia.

IT-udvalget har ydet support i forbindelse med oprettelse af mails i Outlook og Zoom-events. Der er blevet arbejdet med GDPR, datastrømanalyse og databehandleraftaler. Udvalget arbejder på automatisering af processer, og har blandt andet lavet en fælles kalender, hvor man kan se kommende arrangementer hos DBSU’s samarbejdspartnere som fx DBS, LFBS og SUMH.

 

Arrangementer

  • Zoom-events: Kenneth Banner og Mikkel Enok har hovedsageligt stået for Zoom-eventsene. Det har været en stor succes med god opbakning. Zoom-events er kommet for at blive, da det opleves, at der deltager medlemmer, som ellers ikke har deltaget tidligere i DBSU’s fysiske arrangementer.
  • Overlevelsestur: på overlevelsesturen var der blandt andet træklatring og kajakroning med formålet at give medlemmerne en god oplevelse og at komme ud. Der er stor opbakning til overlevelsesturen i år. Det er et populært arrangement. Til dette års overlevelsestur er allerede medlemmer som er kommet på venteliste.
  • Børneteammøder på Zoom: Der er blandt andet lavet en sang. Forhåbningen er at kunne lave flere fysiske aktiviteter.
  • Lalandia: Vellykket arrangement med Christina Munkesø Uhrenholdt og Søren Uhrenholdt som arrangører fra DBSU. Igen i år afholdt i samarbejde med LFBS. Det blev afholdt med restriktioner. Der var Zoom-events på tværs af hytterne og ture i badelandet.

Aflyste arrangementer grundet Corona restriktioner:

  • Miniefterårsferie
  • Julefest
  • Ledsager/hjælper kursus
  • Nordic Camp

 

Politisk arbejde

DBSU har været med i en del følgegrupper, blandt andet ift. at bekæmpe ensomhed.

Høringer om kommunernes højtspecialiserede tilbud til børn.

Retshjælpstjenesten har indtil videre ikke været benyttet, men Mie Henriksen er klar til at hjælpe ved behov inden for kompensationsordninger og sociale rettigheder. Kontakt Mie Henriksen på mail: retshjaelp@dbsu.dk

 

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Årsberetningen ser bedre ud end førhen. Der savnes gennemsigtighed, ift. hvem der har skrevet hvad i årsberetningen.
  • Der blev spurgt til signalværdien ift. retningslinjerne fra juni måned sidste år. Det blev belyst, at retningslinjerne fra Sundhedsmyndighederne blev overholdt til arrangementerne. Foreningens retningslinjer er lavet med udgangspunkt i Sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Årsberetningen blev enstemmigt godkendt.

 

4.2 Oplæg om DBS ved Jesper Holten

DBS har haft udfordringer i en længere periode ift. Corona. Det har været en stor opgave at løfte medlemmerne fra fysiske til digitale møder. DBS vil gerne arbejde mere med digital inklusion. DBS har ansat to podcastere, blandt andet DBSU’s formand Sofie M. Christensen.

Foreningen er desuden i gang meden undersøgelse ift. digitale læringsmidler, hvoraf 170 personer har svaret. Resultatet skal bruges til Kommunernes Landsforening, så undervisningsmaterialer bliver mere tilgængelige, da mange digitale læringsmidler/værktøjer i dag er utilgængelige. Dette skal være medvirkende til at flere blinde og svagtseende skal i job eller uddannelse. DBS vil samtidig sætte fokus på læring af punktskrift.

DBS har en række kurser, som også kan være relevante for medlemmer af DBSU. Det gælder blandt andet forældrekurser til at dele erfaringer med andre forældre og kajakkurser for at støtte op om motion og idræt.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Spørgsmål til hvordan alle uddannelsesplatforme skal kunne blive tilgængelige – det bliver et langt sejt træk, men vi skal forsøge.
  • Spørgsmål om transportkort i Hovedstadsområdet, kan udvides til resten af landet – diskussionen tages med videre til DBS, for at skabe mere ensformig transportform for alle i hele landet.
  • Spørgsmål til medlemskriterier i DBS ift. svagtseende – DBS er i gang med en strukturdebat.

 

5. Det reviderede regnskab fremlagt af kasserer, den folkevalgte revisors bemærkninger og generalforsamlingens godkendelse

Kasserer Søren Uhrenholdt fremlægger regnskabet. Regnskabet afspejler et år med Corona, hvor mange aktiviteter har været aflyste. Derfor har DBSU haft færre udgifter end normalt. Samtidig har foreningen beholdt det samme niveau af indtægter. I betragtning af at mange foreninger har været lukningstruede på grund af dårlig Corona-økonomi, er DBSU kommet rigtig fint igennem krisen med et stort overskud på kontoen. Foreningens egenkapital er omkring 1 million kr. lige nu, og DBSU har en god og solid økonomi og kan finansiere nye tiltag og udvikling i foreningen.

Regnskabet for 2020 gennemgås, og det bemærkes, at omkostningerne for arrangementer har været lavere end sædvanligt, da mange har været afholdt online. Foreningen har i alt haft indtægter på 958.005 kr. og er endt med et overskud på 270.168 kr. for året. Det har givet en samlet egenkapital på 925.165 kr. på DBSU’s bankkonto.

Den folkevalgte revisor, Mads Brix Baulund, fortæller at regnskabet overordnet ser fint ud, og at gennemsigtigheden er udmærket. Hans eneste kommentar er, at posten omkring udgifter til konsulenter bør uddybes så det fremgår, hvilke konsulenter der har fået hvor meget og eventuelt også for hvilke ydelser.

Der stemmes om godkendelse af regnskabet ved håndsoprækning i Zoom. Ingen ønsker hemmelig afstemning.

0 stemmer i mod og 0 blanke stemmer. Regnskabet godkendes enstemmigt.

 

6. Korte beretninger fra regionsbestyrelserne

A: Region Øst

Formand for Region Øst, Mikkel Enok, beretter. Region Øst har i år fået en helt ny bestyrelse. Man har modtaget 80.000 kr. fra Hovedbestyrelsen, men nogle af pengene skal betales tilbage. Mikkel fortæller om kommende arrangementer, og at man blandt andet ønsker at holde et arrangement for de frivillige i regionen, som tak for deres arbejde. Regionen vil desuden gerne genindføre kampagnen “Aktive Maj” i DBSU og håber at HB og Region Vest også vil tilslutte sig.

 

B: Region Vest

Formand for Region Vest, Kenneth Banner, beretter. Regionen har fået en god ny bestyrelse, og Kenneth understreger at bestyrelsesmedlem Marlene først starter i næste uge, når hun ikke længere er ansat på DBSU’s kontor. Regionen har modtaget 72.000 kr. fra Hovedbestyrelsen og har nu 63.000 kr. tilbage. Pengene er brugt på afholdelse af fem arrangementer. Kenneth fortæller om afholdte og kommende arrangementer. Man vil blandt andet forsøge sig igen med et løbearrangement som blev aflyst på grund af Corona. Arrangementet skal promovere DBSU og skaffe hjælpere. Begge regioner er desuden gået i gang med at sende mails ud til synscentralerne, med henblik på samarbejde om at hverve nye medlemmer.

Regionerne roses for deres gode arbejde og for god kommunikation og samarbejde med HB.

 

7. Præsentation af den nye kommunikationsmedarbejder, Emily

Emily er rigtig glad for at være en del af foreningen og for at kunne lære DBSU bedre at kende. Emily er uddannet bachelor og kandidat fra CBS i filosofi og iværksætteri. Hun har desuden interesse inden for CSR og samarbejder. Emily har tidligere arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp i 4 år, blandt andet ift. fonde og erhvervssamarbejder – hvilket minder meget om arbejdet i DBSU.

Arbejdstiden er 15 timer om ugen. Tiden ud over DBSU-arbejde bruges på en nystartet virksomhed, hvor Emily designer plakater. Hun er tidligere forsanger og sangskriver i et rockband, så interessen for musik er rigtig stor. Emily har også stor interesse for politik.

Emilys opgaver i DBSU er blandt andet fundraising, kommunikation og at ensarte kommunikationen i DBSU. Hun deler opslag på Facebook og sørger for, at der er god tone og plads til alle i DBSU’s gruppe.  Emily står desuden for at koordinere medieredaktionens arbejde.

Kommunikationsstrategi

Emily fortæller om kommunikationsstrategien, som hun har udarbejdet til DBSU. Formålet er at sikre en god og ensartet kommunikation imellem medarbejdere, bestyrelser og medlemmer.

Strategien indeholder blandt andet råd til intern kommunikation og lavpraktiske retningslinjer for eksempelvis konflikthåndtering og kommunikation med samarbejdspartnere.

Den lægges op på DBSU’s hjemmeside og den kan opdateres løbende.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagerne:

  • Der blev spurgt til forskellen på kommunikationsstrategien og håndbogen. Det blev belyst, at der prøves en ny model af, hvor tingene deles mere op for at gøre det mere overskueligt fx i forhold til sidetal.

 

7.2 Oplæg om LFBS ved Nils Bo

Nils Bo fra LFBS fortæller, at DBSU er en af de stærkeste samarbejdspartnere de har. LFBS har afholdt nogle koordineringsmøder med DBSU, og er begyndt at bruge DBSU’s kalender til arrangementer. Det er blevet mere overskueligt hvornår der afholdes arrangementer, så de ikke lægges oveni hinanden. Nils Bo er glad for at høre, at der er kommet en alkoholpolitik i DBSU, hvilket gør forældrene mere trygge ift. at sende deres børn til arrangementer. Der blev efterfølgende nævnt at DBSU har haft en Alkoholpolitik siden 0érne

 

8. Fremlæggelse af budget for det efterfølgende regnskabsår til orientering ved kasserer

Kasserer Søren Uhrenholdt fremlægger budgettet for 2021, som blev fastlagt til det udvidede HB-møde. Det har været vanskeligt at lægge budget, fordi det ikke er til at forudsige hvordan Corona vil påvirke arrangementer. Derfor er der allerede nogle arrangementer som er blevet billigere end budgetteret, fordi de måtte afholdes online.

DBSU budgetterer med indtægter fra blandt andet DBS, DUF og Socialstyrelsen. DBS har haft en ekstra Corona pulje på 10 mio. til at afhjælpe ensomhed. Af dem har DBSU fået tildelt 150.000 kr. til arrangementer. Man har forsøgt at budgettere med underskud på -235.000 kr. da foreningen har en stor egenkapital, men minusset ender nok med at blive noget mindre pga. Corona.

En af de udgiftsposter som er øget er lønninger, idet DBSU har ansat en kommunikationsmedarbejder. Desuden er udgifter til konsulenter og IT steget. Omkostninger for årets arrangementer gennemgås.

 

9. Fremlæggelse af temaer og fremtidigt arbejde for det efterfølgende år ved formanden

Formanden fortæller, at DBSU skal have en ny strategi, da foreningen har manglet nogle klare målsætninger. Man vil gøre det så gennemsigtigt som muligt, hvilken retning bestyrelsen vælger. DBSU skal have styrket det politiske engagement og have en stemme i den offentlige debat når der bliver talt om unge mennesker med synshandicap.

Bestyrelsen vil gerne styrke samarbejder med foreningens samarbejdspartnere. Man er begyndt at samarbejde med interessenter såsom fx Parasport Danmark.

Bestyrelsen vil gerne tildele flere ressourcer til sekretariatet, blandt andet i form af en ny sekretariatsleder, hvilket skal sikre bedre overlevering når bestyrelsen udskiftes.

DBSU medvirker i to nye idrætsprojekter i efteråret – Goalball og idræt i dagligdagen (med DBS, både for børn og forældre).

Foreningen vil fortsætte tilgængelighedssamarbejder med DR og gerne få fat i Tv2.

DBSU skal have en strategi for rekruttering af nye medlemmer. Det er en udfordring, at for få ved, at DBSU eksisterer. Medlemsrekruttering er vigtig, da DBSU snart har for få medlemmer til at få DUF-tilskud. Man vil prøve gennem blandt andet sociale medier og at være en større stemme i medierne.

DBSU vil gerne have implementeret et fælles kontor eller lagerrum, først og fremmest med henblik på fælles opbevaring af udstyr som fx skilte og bannere.

Derudover skal vi have en klarere rollefordeling i bestyrelserne, så det er tydeligt, hvem der har ansvaret for hvad, så vigtig viden eller kommunikation ikke går tabt.

 

A: Præsentation af Visma Logbuy, MinForening og fælleskalender ved Kim D. Grønhøj

Kim Grønhøj præsenterer foreningens nyeste IT-projekter.

Visma Logbuy: DBSU har fået et samarbejde med Visma Logbuy, som er en app hvor medlemmer og medarbejdere i DBSU kan få særlige rabatter på blandt andet fitness, rejser og meget mere. Foreløbigt er der aftale om en prøveperiode på to år for medlemmer af DBSU. App’en bliver tilgængelig til maj 2021.

MinForening: udviklingen af en tilgængelig version af MinForening app’en er i gang. App’en vil blandt andet kunne bruges til opgavestyring blandt frivillige og medarbejdere, og tilbyder en sikker chat og en mulighed for at holde sig opdateret i DBSU for medlemmer, som ikke er på sociale medier.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Det diskuteres om børn vil kunne administrere app’en, og det pointeres at forældre vil have adgang til at se og kontrollere hvad deres børn laver på app’en.

Fælles kalender: der er blevet udviklet en fælles kalender til DBSU’s hjemmeside hvor medlemmer kan holde sig opdaterede på arrangementer fra vores samarbejdspartnere. Kalenderen kan findes på: https://dbsu.dk/faelles-kalender/

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Der spørges ind til, hvordan Kim er blevet underleverandør, og hvad dette indebærer. Det forklares, at Kim er blevet ansat af MinForening til at gøre app’en tilgængelig da den tidligere underleverandør stoppede samarbejdet. Kim træder dermed ud af HB og får en aftale om at hjælpe med IT.

 

B: Ansættelse af sekretariatsleder for et års prøveperiode ved formanden og kassereren

Formand Sofie M. Christensen fortæller, at det har været et hårdt år med meget arbejde i Hovedbestyrelsen. Nogle bestyrelsesmedlemmer bruger 15-20 timer ugentligt på det frivillige arbejde. Desuden tager drift, økonomi og personalehåndtering tiden fra det politiske arbejde som bestyrelsen gerne vil i gang med. Derfor er der brug for at aflaste Hovedbestyrelsen.

Kasserer Søren Uhrenholt fortæller, at det kan være svært at have tid til et job uden for DBSU, når man sidder i Hovedbestyrelsen. I dag har DBSU et meget større økonomisk råderum end for 5 år siden, da man søger flere fonde. Det giver mulighed for at drive DBSU mere professionelt. Måske det på sigt er muligt for de to nuværende medarbejdere at drive den administrative del af foreningen, men lige nu er kommunikationsmedarbejderen stadig ny. Derfor vil man gerne ansætte en sekretariatsleder i en prøveperiode på et år, og derefter evaluere i fællesskab.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Der spørges til, om det kunne være en god idé, at ansætte en person som allerede kender foreningen så man sparer tid på oplæring. Sofie svarer, at man vil ansætte den bedst kvalificerede. Kendskab til foreningen og synshandicap er en kvalifikation, men det er relevant arbejdserfaring og uddannelse også.
  • Der spørges til stillingens omfang, og det uddybes at stillingen vil være på 20 timer ugentligt.
  • Idéen om en etårig prøveperiode roses.
  • Der spørges ind til budgettet, som ikke nævner en ny ansættelse. Det uddybes at ansættelsen bliver en ekstra udgift i budgettet, men pga. Corona-aflysninger vil man blot opnå det underskud der allerede var budgetteret med.
  • Der opfordres til at indkalde til nyt udvidet HB-møde, hvis budgettet skal revideres med ny medarbejder.
  • Der spørges til, om man har snakket med DBS. Der svares, at DBS er meget positive overfor ansættelsen af en ny medarbejder, men at man skal være opmærksom på at økonomien ikke løber løbsk, hvis det bliver en permanent løsning.

 

10. Behandling af indkomne forslag

10.1 Forslag fra Kim Grønhøj om ændring af paragraf 10 stk. 5

Kim Grønhøj fremlægger et forslag til ændring af vedtægtsparagraf 10 stk. 5. Paragraffen skal opdateres, således at det skal fremgå, at medlemmer af Hovedbestyrelsen ikke må ansættes af foreningen, og at der ikke må indgås aftaler om leverancer af varer eller tjenesteydelser med virksomheder, som ejes helt eller delvist af et eller flere medlemmer af Hovedbestyrelsen.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Det diskuteres hvorvidt paragrafændringen betyder at medlemmer af HB aldrig vil kunne modtage løn for deres arbejde, og dette afvises. Det præciseres at ordlyden af forslaget ikke går på om HB på sigt kan aflønnes, men at medlemmer af HB ikke må være inhabile i form af anden form for ansættelse eller personlig økonomisk interesse i DBSU.

Ingen ønsker hemmelig afstemning. Der stemmes ved håndsoprækning om forslaget.

  • Stemmer for forslaget: 21 stemmer
  • Blanke stemmer: 3 stemmer
  • Stemmer imod forslaget: 3 stemmer

Forslaget vedtages.

 

10.2 Forslag fra Søren Uhrenholdt omkring julegaver i foreningen

Søren Uhrenholdt fremlægger et forslag omkring fast kutyme for julegaver til ansatte og bestyrelsesmedlemmer i DBSU. Forslaget angiver faste priser for julegaver således af bestyrelsen ikke selv skal vælge størrelse af eventuelle julegaver år til år.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Det diskuteres hvorvidt regionerne bør indgå i paragraffen, eller om disse som selvstændige enheder selv skal stå for at finansiere julegaver til sig selv.
  • Forslaget kritiseres for, at der ikke på forhånd er taget stilling til paragraffens nummer, da forslaget bør vedtages som det er, og det ikke må blive præcedens at redigere paragraffer efter de er vedtaget.
  • Det foreslås at forslaget bliver skrevet ind i en strategi i stedet for at stå i vedtægterne. Det påpeges blandt andet at forslaget kan blive et problem hvis DBSU et år ikke har råd til at prioritere julegaver.

Søren trækker forslaget tilbage på baggrund af argumenterne. Der afholdes en afstemning om tilkendegivelse af, at faste principper for julegaver og de foreslåede takster er en god idé:

  • Stemmer i mod: Ingen
  • Blanke stemmer: 2 stemmer
  • Stemmer for: 25 stemmer

Der er stemning for, at foreslåede ramme for julegaver til ansatte og bestyrelsesmedlemmer er en god idé.

 

10.3 Forslag fra Søren Uhrenholdt omkring aflønning af arrangører

Søren trækker forslaget tilbage med det samme, men vil gerne have afstemning om positive tilkendegivelser.

Forslaget læses op, og handler i korte træk om at arrangører af fysiske arrangementer skal have skulderklap for arbejdet i form af Supergavekort på 1.000 kr. pr. arrangement til deling blandt arrangørgruppen.

Bemærkninger/kommentarer fra deltagere:

  • Arrangører tilkendegiver, at de lægger et stort arbejde og ville sætte pris på skulderklap
  • Bestyrelserne lægger et større arbejde, og burde aflønnes før arrangører
  • Forslaget burde også gælde virtuelle arrangementer
  • Nogle arbejder hårdere end andre i arrangørgrupperne
  • Der bør være loft på antal af arrangementer de samme personer må afholde
  • Det er problematisk at aflønne frivillige
  • Frivillige kan få skulderklap på andre måder, fx med en fest. Handler det om penge eller anerkendelse?
  • Arrangører skal i forvejen ikke betale noget for at deltage i arrangementet
  • Det bør undersøges, om det virkeligt er penge der skal til for at skabe frivilligt engagement

 

Der holdes en afstemning om tilkendegivelse af, hvorvidt det er en god idé at aflønne arrangører:

  • Stemmer for: 10 stemmer
  • Stemmer imod: 16 stemmer

Der er altså ikke stemning for aflønning af frivillige arrangører i foreningen.

 

11. Fastsættelse af næste års kontingent: foreslået uændret.

Der argumenteres for, at kontingentet lader til at have haft en passende størrelse de seneste mange år. Ingen ønsker at ændre kontingentet, som i dag er på 150 kr. årligt.

 

12. Fastsættelse af Hovedbestyrelsens størrelse: Foreslået uændret, i alt 7 bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter

Bestyrelsens størrelse forbliver uændret.

 

13. Valg af Hovedbestyrelsesmedlemmer

Valg af kasserer for 2 år

Den tidligere kasserer, Søren Uhrenholdt, ønsker ikke at genopstille til posten.

Søren fortæller, at ansættelsen af en ny sekretariatsleder vil aflaste den kommende kasserers arbejde. Kassereren har ansvar for at holde resten af bestyrelsen orienteret om, hvad der er af indtægter og udgifter og skal blandt andet udarbejde budget til udvidet HB-møde.

Kandidater:

  • Lasse Larson stiller op.

Der er ingen modkandidater, og Lasse ønskes tillykke med posten.

 

Valg af sekretær for 2 år

Den tidligere sekretær, Cathrine Honore, ønsker ikke at genopstille til posten.

Cathrine fortæller at posten, foruden almindeligt bestyrelsesarbejde, indebærer at man skal skrive referater fra bestyrelsesmøder.

Ingen melder sig som kandidater til posten. Sekretæren må konstitueres senere.

 

Valg af to almindelige bestyrelsesmedlemmer for 2 år

Christina Uhrenholdt og Kim Grønhøj genopstiller ikke.

Kandidaterne argumenterer for, hvorfor de hver især bør vælges til posten. Afstemningen er hemmelig og man kan stemme på 0, 1 eller 2 kandidater.

Kandidater og stemmefordeling:

  • Maria Louise Lundqvist: 29 stemmer
  • Nicklas Tegner: 19 stemmer
  • Kenneth Banner: 14 stemmer

Maria Louise og Nicklas vælges ind.

 

Valg af tre almindelige bestyrelsesmedlemmer for 1 år

Nicklas genopstiller ikke da han er valgt til to år nu. Jens deltager ikke i Landsmødet, men har på forhånd trukket sig.

Kandidaterne argumenterer for, hvorfor de hver især bør vælges til posten. Afstemningen er hemmelig og man kan stemme på 0, 1 eller 2 kandidater.

Kandidater og stemmefordeling:

  • Morten Reimer Sørensen: 24 stemmer
  • Mads Hvid: 23 stemmer
  • Andreas Juhl Jensen: 22 stemmer
  • Kenneth Banner: 13 stemmer

Morten, Mads og Andreas vælges ind.

 

Valg af op til tre suppleanter for 1 år

Der bliver indstillet flere kandidater til posten, hvoraf Navid Makki og Cathrine Honore takker ja til at stille op. De bliver valgt ind som henholdsvis 1. og 2. suppleant uden modkandidater.

 

14. Valg af revisor, der over for Landsmødet skal redegøre for, om foreningens midler er anvendt i overensstemmelse med vedtægter, det udarbejdede budget og beslutninger samt valg af revisor-suppleant

Den nuværende revisor Mads genopstiller ikke, da han er kæreste med formanden og derfor anser sig selv som inhabil.

Jesper Mathiesen melder sig til posten og bliver valgt til revisor. Caspar Gregersen takker ja til posten som revisorsuppleant.

 

15. Eventuelt

Der bliver spurgt til hvad der skal ske med DBSU’s Facebook gruppe, hvor man tidligere har påtænkt at fjerne personer som ikke er medlemmer af DBSU. Formanden fortæller at man har sat dette på pause, men at den nye bestyrelse vil tage emnet op og inddrage regionerne.

Formanden takker for en god generalforsamling, og siger tak til alle der har bidraget samt tillykke til den nye bestyrelse.

Færdigheder

Indsendt den

12. maj 2021