Vælg en side

Referat af HB d. 15 maj 2021

Referat af bestyrelsesmøde d. 15. maj 2021

Mødested: zoom
Mødetidspunkt: Lørdag d. 15. maj kl. 11 -19
Mødeleder: Sofie indtil andet er valgt

0. Godkendelse af dagsorden
Tilstede er: Sofie, Lasse, Ditte, Emily, Anna, Cathrine, Nicklas T, Nicklas A, Morten, Navid, Andreas og Maria-Louise.
Dagsordenen blev godkendt.

1. Valg af mødeleder
Sofie blev valgt som mødeleder.

2. Tjek ind. Hvordan har folk det, og hvad har folk af forventninger til dette møde?
Der er ikke noget at tilføje til dette punkt.

3. Valg af referent.
Maria-Louise er valgt som referent.

4. Valg af to-do listeskriver.
Cathrine er valgt som to-do listeskriver.

5. Markedsplads
Sofie tager os gennem en proces, hvor vi gennemgår, hvad der giver folk energi og motiverer dem i bestyrelsesarbejdet, hvad der demotiverer og, hvad man har gjort til hudløshed og derfor ikke gider mere.
Det var en proces, hvor vi lærte hinandens svagheder og styrker at kende. Dermed er HB og regionsformændene nu bekendt med, hvem der har lyst til at gøre hvad, hvem der har kompetencer og kvalifikationer til de forskellige opgaver og hvem som har lyst og mod på nye og andre opgaver.

6. Udvalg
Hvem skal bygge bro mellem de enkelte udvalg og bestyrelsen og hvad er de forskellige udvalg i gang med p.t.?

IT
Dette udvalg er blevet opløst, da Kim Grønhøj er blevet ansat. Emily og Ditte har styr på hjemmeside, sociale medier og hjælp med elektronisk underskrivning af kontrakter m.v.
Uddannelse og beskæftigelse
Dette udvalg er p.t. gået i stå, men vi arbejder på at få det op at køre igen. Opgaven bliver at få sat en retning for udvalget, da udvalget skal være engageret politisk og ikke i arrangement-delen.

PR og markedsføring, skal det udvalg genopbygges?
Sofie argumenterer for, at udvalget skal være fungerende igen, da vi desperat mangler medlemmer. Medlemstallet er afgørende for DUF-tilskud.
Emily siger, at hun har snakket med Kim, og oplyser om, at vi må bruge 1. millioner kr. på google ads, altså markedsføring. Dette vil kunne gøre DBSU mere synlig. Emily vil gerne stå for markedsføring. Hun er god til at gøre brainstorms til virkelighed.
Anna mener, at vi skal være bedre til at føre kampagner for at skaffe flere medlemmer.
Lasse fortæller, at FU har været til møde med DBS. Der blev talt om, hvordan der kan rekrutteres unge medlemmer. DBS gjorde opmærksom på, at der er mange med et synshandicap, der oveni har et tillægshandicap. De vil som oftest søge mod andre foreninger, hvor deres behov bedre kan dækkes.
Derfor skal vi muligvis også opsøge bosteder og andre tilbud for at gøre opmærksomme på os selv.
Andreas foreslår, at vi får en arbejdsgruppe igen for at rekruttere medlemmer, hvor Emily kan stå i spidsen. Formålet er, at der bliver fortalt om DBSU via videomateriale, som kan sendes ud til bosteder og lign.
Mads gør opmærksom på, at vi skal være meget konkrete, hvis vi vælger at have en arbejdsgruppe. Han foreslår også, at vi evt. kan udlevere materiale til fx øjenlæger.
Det overvejes, om udvalget igen skal opbygges.

Tilgængelighed
Udvalget fungerer. Lige nu har vi samarbejde med DR, har et projekt om affaldssortering og prøver at få et samarbejde op at køre med TV2.

IU
Det internationale udvalg er bestående af Jens Christian og Hazel. Der er lavet en pre-study.
Nu skal vi finde ud af, hvilket projekt vi skal lave med dem og, hvor vi bedst kan hjælpe dem. Der mangler folk i udvalget, da udvalget kun består af to mennesker.
Hvis man vil være med, skal man skrive til iu@dbsu.dk.
Cathrine spørger ind til promovering af udvalget.
Sofie fortæller, at det er længe siden, det er blevet promoveret, men at det igen skal i gang, når Emily har overskud.

7. Samarbejdspartnere.
Hvad er opdateringen på vores samarbejdspartnere?

Nota
Sofie har modtaget mail fra en medarbejder, der gerne vil have facebook-samarbejde. Muligvis med henblik på at finde ud af, hvor mange af vore medlemmer, der benytter sig af NOTA.
Cathrine vil gerne melde sig til at være samarbejdspartner med NOTA sammen med Lasse.
Cathrine og Lasse aftaler møde individuelt.

DR
Vi har været med til at give inputs til TV-app. Vi får ind imellem spørgeskemaer, der kan besvares. Kenneth står for samarbejde med DR, og man kan henvende sig til ham, hvis man har interesse i at deltage.

SUMH
SUMH er en paraplyorganisation, der rummer forskellige handicaporganisationer både for fysisk og psykiske handicaps. De har en række arrangementer, og DBSU er både inviteret til samarbejdsmøder, debatter og arrangementer.

DBSDansk Blindesamfund har samarbejde med FU. DBSU’s deltager ind imellem i undersøgelser. De er gode sparringspartnere, og vi håber på at kunne få et mere permanent samarbejde op at køre med dem.

LFBS
Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede. De afholder kurser i forhold til børnefamilier. FX Aktiv familieweekend. Vi samarbejder med dem og er ude på deres arrangementer for at vise flaget og fortælle om vores forening.
Lasse og Maria-Louise vil gerne stå for at samarbejde med LFBS.

Ballast CPH
Ballast har lavet en rapport om hjælpemidler for blinde og svagsynede. Vi har ikke samarbejdet med dem i et stykke tid, da de tager en høj ydelse for deres arbejde, men vi skal have dem in mente.

IBOS,
Sofie har været med til et projekt i løbet af sidste år, hvor de forsøgte at lave nogle frivillige jobs. Fx i deres socialrådgiverteam for, at man kan prøve at have et ”første job”, inden man kommer ud på det virkelige arbejdsmarked. Udfordringen var, at det var frivilligt. Der var en ansøger, fordi jobbet ikke var lønnet.
Der bliver vægtet, at jobbet skal være på lige vilkår med alle andre jobs, så det vil kunne bruges på et CV.
Mads gør opmærksom på, at det ikke er lige nemt at varetage et fritidsjob ved siden af uddannelse med fare for at miste handicaptillæg. Dette kan være en udfordring.
Anna gør opmærksom på, at IBOS ikke er så opmærksomme på DBSU’s eksistens.
Nicklas A og Mikkel vil gerne melde sig til at samarbejde med IBOS med hjælp fra Emily.

Bestyrelsen på IBOS:
Bestyrelsen holder møde en gang hver 3. måned for at informere hinanden om, hvad der sker. Maria-Louise melder sig til at deltage i bestyrelsesmøder som repræsentant for DBSU.

Interessegruppen
Det er gruppen for alle dem, der har taget en uddannelse og er i arbejde. Der har netop været fællesmøde mellem LFBS, DBS og DBSU. Blandt andet i forhold til medlemsrekruttering. Vi har behov for, at der er en, der tager sig af kommunikationen og deltager på generalforsamlinger og andre kurser et par gange om året for at fortælle om DBSU.
Mads, Maria-Louise og Andreas vil gerne melde sig til kommunikation med Interessegruppen.

DUF
Tilbyder kurser og juridisk vejledning. Hjælper med at tolke vedtægter.
Der er et møde hvert år med deltagelse af forskellige organisationer. Vi har stemmeret, og derfor deltager vi. Det aftales, hvem der deltager, når vi nærmer os det årlige møde.

NUK
Nordisk samarbejdsorganisation.
Vi prøver at koordinere, hvor det giver mening at samarbejde.
Cathrine har stået for kommunikation. Der har været møde i oktober. Der blev oprettet en arbejdsgruppe, som ikke er blevet til noget. Cathrine og Nicklas T. vil gerne være tovholdere. De aftaler møde internt og informerer HB løbende.

Parasport Danmark.
Dette er en ny samarbejdspartner. Det er en forening, der består af elitesportsudøvere. Vi kan bruge dem, hvis vi har nogle synshandicappede børn og unge, der gerne vil begynde til en sport, og Parasport har netop fået en blindefaglig konsulent. Der er et projekt mellem Parasport Danmark, DBS og DBSU, som vil finde sted i september, som har til formål at gøre idræt tilgængeligt for alle. Det er målrettet børn og forældre.
Vi skal have repræsentanter fra DBSU, og Nicklas T. og Sofie melder sig. Mads melder sig som backup.

Blindmotion.
Dette er en fond, der uddeler legater til synshandicappede som en hjælp til at være aktiv.
DBSU har et projekt med Blindmotion, der hedder Super-goalball. Det er en weekend, hvor der bliver forklaret, hvad goalball er, og der vil blive inviteret til prøvetræning, opvisning og info om sportsgrenen.

8. Regnskab

Lasse giver en opdatering.
Kassere gennemgår regnskab.
Regnskabet ser overordnet fint ud. Nedenfor er de vigtigste tal listet:

Indtægter i alt for øjeblikket: 498.721,00 kr.
De budgetterede indtægter for 2021 er: 1.090.000,00 kr.

Administrationsomkostningerne er i alt i øjeblikket: 211.480,25 kr.

Aktiviteter vedrørende Landsmøde, hovedbestyrelse og FU, information og PR, udvalgsarbejde udgør posten aktiviteter. Denne post er i øjeblikket på: 47.560,88 kr.

Udgifter i alt er nu på: 415.116,51 kr.

Dette giver et foreløbigt resultat for året på: 83.604,49 kr.

Vi budgetterer med et underskud for 2021 på i alt: -234.743,00.

Vi budgetterer med et underskud grundet høj egenkapital.

9. Målsætninger og mærkesager.
Vi diskuterer, hvad DBSU skal lægge vægt på og mene i det kommende år. Alle forslag er mere end velkomne, ellers vælger formanden bare.
Bestyrelsen skal arbejde med mærkesager, og der skal findes 4 mærkesager.
Vi har gennemgået en proces for at finde konkrete mærkesager.

De fire mærkesager er:

Handicaptillæg under studiejob
Mange synshandicappede er bange for at søge et studiejob under videregående uddannelse med fare for at miste deres handicaptillæg. DBSU vil kæmpe for at skabe bedre vilkår for unge med et synshandicap, der ønsker et studiejob under deres videregående uddannelse.

Handicaptillæg under ungdomsuddannelser
P.t kan man ikke få handicaptillæg under en ungdomsuddannelse, og det vil DBSU nu sætte på dagsordenen.

Praktik for alle
Hvis man som synshandicappet læser en professionsbachelor, er det oftest umuligt at få en praktikplads, fordi man bliver valgt fra på grund af sit synshandicap. Derfor vil DBSU nu kæmpe for ”Praktik For Alle”, så man som synshandicappet kan komme i et praktikforløb som alle andre.

Bedre kompetenceudvikling for STU
STU er en ”Særlig Tilrettelagt Uddannelse”, som bliver tilrettelagt efter den individuelle brugers behov. Problemet er, at de, der tager en STU, ofte bliver tabt på gulvet, fordi de ikke har noget papir på deres kompetencer. Derfor vil DBSU nu kæmpe for bedre kompetenceudvikling for de synshandicappede STU-brugere, så det blandt andet bliver lettere for dem at komme i job efterfølgende.
Der er nedsat en arbejdsgruppe på fem personer: Andreas, Nicklas Tegner, Sofie, Mads og Maria-Louise.

10. Medieredaktører og podcast.

Hvad skal det indeholde og, hvem har hvilke roller i forhold til at uddelegere opgaver.
Hvad skal vores medieredaktører have af kompetencer?
Skal de evt. opkvalificeres fx have et lydredigeringskursus?
Bestyrelsen har for nylig revideret børnemedieredaktøren og medieredaktørernes kontrakter.
Der bliver taget kontakt til Søren og Thomas, (Cool For The Blind), og Sofie foreslår eventuelt honorar til Søren og Thomas i forbindelse med oplæg og undervisning i lyd og redigering.

Medieredaktørernes roller debatteres i forhold til ansvar, kommunikation og forpligtelser.

FU beslutter, at de indkalder til en ekstraordinær samtale med udvalgte medieredaktører.

Emily oplyser, at de er i gang med at finde ud af, hvor der er mulighed for lydredigeringskursus til en fair pris, hvor tilgængelighed for synshandicappede samtidig bliver tilgodeset. Emily vender tilbage med pris og muligheder til FU.

FU deltager på næste medieredaktionsmøde torsdag den 10. juni kl. 17:00 for at få styr på budget til udstyr, pressekort m.v.

FU beslutter, at de medieredaktører, der har behov for pressekort, har mulighed for at få det. Emily sætter processen i gang.

Emily sender liste over udstyr, der er uddelt til deltagere til FU.

11. facebookgruppe/side.
Hvad kan vi bruge de sociale medier til?
Der bliver sendt en mail ud til alle medlemmer inden for kort tid, hvor facebook-gruppen bliver åben for alle igen. Emily er moderator og kan derfor sikre den gode tone mellem gruppens medlemmer.

12. medlemsstrategi
Hvad kan vi gøre for at rekruttere flere medlemmer/hjælpere?

Mikkel Enok fortæller, at der på et udvidet HB-møde i november blev besluttet, at regionerne fik til opgave at skaffe flere medlemmer. Regionerne har valgt at åbne arrangementer for folk, der ikke er medlem af DBSU for at give et godt indtryk af foreningen.

Mads foreslår, at man kontakter NOTA i forbindelse med at øge medlemstallet, da mange unge synshandicappede henvender sig der under uddannelse. Lasse og Cathrine kontakter NOTA i forbindelse med eventuel reklame for at øge DBSU’s medlemstal.

Der har været flere arrangementer, hvor børnene har været inddraget. Blandt andet Banko.

Bestyrelsen går videre med samarbejde med Refsnæs, også med henblik på at øge medlemstal.

Jens Christian fra region øst har arrangeret fællesspisninger med LFBS og andre fra IBOS på IBOS i Hellerup.

Anna oplyser om, at der er mini-sommerskole. Her er der mulighed for rekruttering.

Region Øst og Vest arbejder videre med disse tiltag, og vi vil følge op på næste bestyrelsesmøde.

Hjælpere

Det bliver besluttet, at der laves et facebook-opslag på DBSU’s facebook-side om manglende hjælpere. FU står for det i samarbejde med Emily.

13. Status på arrangementer.
Vi vælger allerede nu arrangørgruppen for næste års landsmøde, for at sikre at vi får arrangeret et godt arrangement i god tid.
Det er blevet besluttet, at der ikke honoreres for arrangementer, da dette blev nedstemt på landsmødet.

a. Lalandia

Status: Søren og Christina har trukket sig. Mikkel og Kenneth har taget over. De har styr på det og HB gør opmærksom på, at de bare skal kontakte, hvis de behøver hjælp.

B. Førerhundearrangement.

Christina stod for førerhunde-arrangement, men er nu hoppet fra. Det besluttes, at førerhundekurset er sat i bero.

C. mini

Anna er nu arrangør på mini i stedet for Mikkel, og der er valgt tema; eventyr.
Anna er i dialog med Refsnæs. Medarrangører: Cecilie og Annette.

D. arrangement om frivillighed med DBSK

Vi har samarbejdet med DBSK om at lave et arrangement om at være frivillig. Der er blevet hyret dygtige oplægsholdere. Blandt andet en psykolog fra IBOS.
Lasse melder sig til at stå for arrangementet sammen med Sofie. Arrangementet bliver afholdt på FSC i juli.
E. julefest.

Der arrangeres fælles julefrokost for alle medlemmer. Mikkel, Kenneth og Sofie står for dette arrangement.

F. Landsmøde 2022

Hele HB sætter sig sammen og planlægger landsmødet.

G. Spring ud med DBSU

Dette er et Faldskærmsarrangement, som Anna-Sofie og Dorthe P står for. Der er fundet en klub, der kan varetage opgaven, men Dorthe har været svær at få kontakt til, og derfor er der brug for en ekstra tovholder for at arrangementet kan lykkes.

Anna vil gerne være backup i forhold til at arrangere arrangementet.

H. Børn Med Glæde

Arrangører bliver kontaktet af Lasse, så vi kan få en status.

14. Planlægning af fremtidige møder.
Vi får alle fremtidige bestyrelsesmøder planlagt og indtastet i vores kalender.
Der er planlagt et udvidet HB-møde anden weekend i december.

Ditte skal kontakte FSC i forhold til planlægning af fremtidige bestyrelsesmøder. Der skal bookes til 13 personer pr. gang. Hun skal forhøre sig om, hvilke muligheder de har, da det har været svært at booke på grund af Corona.

15. Regionerne
A. Øst

Mikkel fremlægger arrangementer. De har styr på det. De har blandt andet stor succes med Aktiv maj, som handler om at bevæge sig.
Der bliver også afholdt arrangement, hvor de frivillige bliver takket for den store indsats, de yder i DBSU.

B. Vest

Anna fortæller, at hun ikke har været en del af bestyrelsesarbejdet gennem de sidste to måneder. Dog kan hun fortælle at der er arrangementer på vej, som Kenneth står for. Der bliver også arbejdet på at begynde et motionshold. De samarbejder med Move United.

På kommende arrangementer ønsker Region Vests bestyrelse, at deltagerne skal fremvise negativ Coronatest, da max er 72 timer gammel.
Der er afholdt 8 arrangementer i løbet af året.

15. Eventuelt.

Mikkel fortæller at Kenneth, Sofie og han selv har tal om at gøre arrangementerne frie mellem region øst og vest. Blot til orientering.
Vi har drøftet i foreningen at være synlig for alle da bestyrelsesmedlemmerne primært kommer fra København. Det er vi meget opmærksomme på.

16. Tjek ud.
Hvordan har man det efter mødet, fik vi gennemgået det vi skulle?
Der er blevet tjekket fint ud.

Færdigheder

Indsendt den

9. juni 2021