Referat af Region Øst bestyrelsesmøde 15. februar 2021
Referent: Mie Henriksen
Tilstedeværende:
Mikkel Enok
Nicklas Aagaard
Jens Christian
Rosa
Mohammed
Emilie
Mie (referent)
1. Check ind
Præsentationsrunde hvor vi hver især fortæller hvad vi hedder, hvor gamle vi er, hvor vi bor, og lidt om vores baggrund for at melde os til at være frivillige i DBSU region øst.
1.5 Før mødet
Formand Mikkel Enok er ordstyrer. Mie melder sig til at skrive referat. Ingen protester.
2. Alle skal være med – introduktion ved Formanden og Jens Christian (JC)
Enok og Jens giver en kort gennemgang af foreningens opbygning, at DBSU er bygget op af 2 regioner og en hovedbestyrelse. Region Øst dækker det der ligger øst for Storebæltsbroen inklusiv Bornholm, og Region Vest dækker det der ligger vest for Storebæltsbroen. DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) som giver os økonomisk støtte bliver præsenteret samt hvilke kriterier DUF gerne ser at vi opnår i foreningen, f.eks. et vist antal arrangementer med fagligt indhold samt et vist antal unge under 18 år. Vi mangler unge under 18 år. SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap), paraplyorganisationen som vi hører under, bliver også beskrevet. De er tætte samarbejdspartnere i forskellige projekter og kan hjælpe når man eksempelvis har konflikter i sin bestyrelse, eller bestyrelserne imellem. Vi har også brugt DUF og SUMH når vi har haft behov for tillidsmandskurser.
3. Vores mål – Formanden kommer med tanker og idéer, men det bliver en åben debat, hvor alle må komme med indspark til, hvad vores mål burde være det kommende år
Enok lægger ud og fortæller, at et af hans mål er at få flere unge medlemmer. Han har sammen med Kenneth Banner fra Region Vest, besluttet at række ud til synscentralerne rundt omkring i landet. Derudover har han vedtaget et mål der hedder, at vi skal have en god stemning i DBSU.
Vi taler om rekruttering af nye medlemmer og hvordan man aktiverer dem, der allerede er meldt ind. Vi taler om hvordan man kan tage fat i dem der er unge under 18 år i dag. Vi taler om, at nogen kommer skævt ind i DBSU, måske bliver man skræmt af den store organisation, måske virker det uoverskueligt kedeligt, eller måske man ikke kan komme ind i fællesskabet.
Vi taler om hvordan Mohammed gjorde madsynet mere synligt på de sociale medier, og hvordan vi kan inspireres heraf. Det handler også om at skabe netværk med de organisationer der kender de kommende medlemmer. Prøv at tænke ud af boksen. Vi taler også om, hvordan vi skaber forbindelse til øjenafdelingerne og hvor man kan lægge brochurer.
Vi taler om at skabe sammenhold mellem dem der bor tæt på hinanden geografisk. Vi bruger ikke hinanden så meget, og samtidig vil vi gerne bruge hele Sjælland. Det er meget lang tid siden, at der har været arrangementer i Næstved, Roskilde eller Kalundborg for den sags skyld. Vi taler om at vi gerne vil inkludere medlemmerne i Region Øst, fordi man som nyt medlem føler, at der kun eksisterer bestyrelsen og at man ikke ved hvad der sker. Nicklas taler også om ånden i DBSU, at det er vigtigt vi er klar over hvilket signal vi sender når vi er ude at holde oplæg. Vi skal desuden afholde arrangementer som handler om robusthed og at få mere selvtillid osv.
4. Oprydningen
Der skal ryddes op efter den gamle bestyrelse, så vi skal have lavet et udkast til et budget for 2021. Derfor skal vi komme på nogle arrangementer som vi gerne vil afholde.
Arrangementer
Her er en liste over de arrangementer det blev vedtaget at afholde, samt hvem der arrangerer dem:
- Aktiv Maj – Mie, Mikkel Enok, Nicklas og Rosa
- Religiøse møder, Moske besøg, børnearrangement – Mie Mohammed, Mikkel Enok, Anudja
- investerings arrangement – Nicklas, Mikkel Anudja og Lasse
- Naturvandring – Nicklas og Jens Christian
- Skrivekursus – Mie Rosa og Cathrine Honoré
- Madlavningsarrangement – med Mohammed i samarbejde med DBS Corona team Mohammed og Mie
- Trampolin – Nicklas Panton og Morten Reimer Børnearrangement
- Foredragsarrangement – med psykologisk indhold Nicklas og Mie
- Sæsonfester hver 3. måned – Mikkel Enok
- Fodboldhygge – Mohammed Mikkel
- Juleevent – Mikkel og Mie
- Rettigheder og muligheder, evt. digitalt – Rosa Enok og Mie
- Hesteridning – Emilie og Enok
- Kør bil arrangement – Emilie, Enok Mohammed
- Bodyflight Taastrup – Emilie og Mie
- Mød regionen 1 gang hver 1,5 måned (Zoom events) – alle
Aktive mig/maj:
Vi taler om muligheden for at tage til BikeFit event sammen og måske lave et samarbejde med Fitness World. Det kan også være styrketræning hvor man kan måle sin udvikling sammen med andre. Her i Coronatiden kan det være tilbagevendende Zoom events, hvor vi træner sammen. Vi taler også om, at det måske ville være godt hvis vi kunne slå os sammen med kreds København. De har flere midler end os.
Moske besøg:
Mohammed har et netværk i Nordvestkvarteret Muslimsk ungdom, og de vil meget gerne afholde arrangementet sammen med os. Vi kan både tage i moske, men også i synagogen eller andre religiøse fællesskaber. Vi snakker om, at det kan være et børnearrangement, da vi mangler arrangementer for børn.
Førstehjælpskursus:
Vi er splittede fordi Mohammed siger, at der er lavet arrangement på IBOS, som var meget godt og interaktivt. Arrangementet bør afholdes i et format som ikke er kedeligt, og oplægsholderen bør kende til synshandicap. Vi vil gerne spise sammen bagefter. Vi bliver enige om, at det er så vigtigt et arrangement, at det bør være landsdækkende.
Investerings-arrangement:
Vi vil gerne lave et investerings-arrangement inspireret af Region Vest’s succes, fordi det er meget moderne i dag, og fordi der er nogle som rent faktisk gør sig økonomisk uafhængige via aktiehandel. Det er blevet en god trend og en måde at have en opsparingskonto. Nicklas har ledt efter nogle kontakter, og har muligvis allerede nogle spændende emner. Det skal være nogen vi kan stole på og som er meget dygtige til det og lever af det. Det er super vigtigt, at vi får at vide hvordan man tilgår aktier og kan styre sin egen økonomi. Vi taler om, at vi bør lave et arrangement forinden som handler om økonomi i al almindelighed, så man først lærer at lægge et budget. Vi stemmer arrangementet ind.
Naturvandring:
Arrangementet skal handle om at tage til en skov med en naturvejleder eller en fugleentusiast og lytte til fuglestemmer og mærke naturen med alle sanser. Vi stemmer det igennem uden videre. Arrangementet kan muligvis også laves digitalt.
Skrivekursus:
Vi taler om at rekruttere folk fra forfatterskolen, kontakter fra Rosas efterskole eller fra Thestrup højskole. Det kan også afholdes digitalt. Vi bliver enige om, at det skal være et mere specifikt emne, altså hvilke temaer skriver man om, og er det mere prosa, end digte eller erindringstekster. Så vil folk også hellere tilmelde sig. Vi stemmer det igennem.
Madlavningsarrangementer:
Mohammed fortæller om sit madlavningsarrangement fordi han har fået henvendelse fra DBS Coronateamet, som laver digitale arrangementer med madsynet. Det går ud på, at de går ud i naturen og finder nogle råvarer så som bær, ramsløg osv. Herefter kreerer de en ret og man kan være med hjemmefra. de giver tips til hvor man kan finde varerne henne. Første zoom event kommer til at være i maj måned. grønt lys i dag. Det skyldes første event handler om ramsløg. DBSU er velkomne til at deltage. Egentlig skal vi bare slå arrangementet op. Kenneth Banner foreslår at vi kan være med, som dem der afholder mødet, og holde øje med håndsrækninger og chats osv. Vi stemmer for arrangementet.
Flytte-hjemmefra kurset:
Mohammed bringer ideen på bane, at lave et flytte hjemmefra kursus, hvor det er unge oplægsholdere, hvor det handler om rettigheder og muligheder og hvad man skal huske på, og at man evt. kan blive tilknyttet en mentor som man kan kontakte undervejs i sin proces. Mie fortæller at idéen minder meget om det kursus der allerede laves fra DBS i samarbejde med DBSU der hedder; Forældrefri. Vi diskuterer om Forældrefri som koncept dækker behovet, og Mie over efterfølgende at sende region øst en mail, med kursets materiale, så vi derefter kan kommenterer på, om vi synes der er noget som mangler.
Vi er enige om, at vi bør have nogle større kræfter der laver arrangementet, så det ikke kun er Region Øst.
Trampolin:
Vi er enige om at det kunne være fedest, at lave noget for børn, da mange er usikre på at de ville deltage og det ville være lidt kedeligt i længden.
Vi skal spørge Nicklas og Morten om det vil være okay, at det er et familiearrangement.
Skøjtearrangement:
Vi lader den simre fordi intet er åbent lige nu. Arrangementet bliver muligvis lagt på hylden, da ingen er ellevilde.
Fællesspisning i samarbejde med IBOS og forældreforeningen:
Vi er enige om, at det er en god idé, og en god måde at rekruttere medlemmer på. Vi lader den dog ligge indtil samfundet åbner op.
Foredragsarrangement med psykologiske foredrag:
Nicklas har en masse gode kontakter og interesser inden for psykologi og selvudvikling. Vi vil gerne have fat i oplægsholdere som også selv er svagsynede eller blinde, og høre hvordan de gør med punktskrift noter, at komme rundt til foredrag og at blive selvstændig.
Sommer/sæsonfester hver 3. måned:
Vi stemmer for.
Fodboldarrangement med madlavning:
Mohammed foreslår, at man kan mødes og eventuelt lave byg-selv-burgere og drikke øl og sodavand mens man ser landskamp. Enten hvis man må komme ud, live på stadion, eller også på fjernsynet. Vi stemmer for, og er enige om, at det skal laves adskilt fra sæsonfesterne.
Juleevent regionalt:
Vi stemmer for, måske så det kan blive noget lidt andet end julefrokost i Region Øst, som der er sat penge af til. Det kan også blive online event hvis vi er nødsaget til at gøre det på den måde. Vi stemmer for.
Rettigheder:
Rosa foreslår at lave rettigheder-arrangement måske som Zoom events, hvor man lærer om eventuelt fortrinsret, eller handicaptillæg hjemmehjælp osv. Det har tidligere været afholdt som ret og pligt arrangement, hvor Hele Riley var oplægsholder.
Rosa Mikkel og Mie vil undersøge muligheden for det.
Hesteridning:
Emilie foreslår hesteridning. Nogle synshandicappede dyrker det, og det kunne være spændende at prøve. Det kan også styrke balancen og det er en god følelse at kunne styre en hest. Særligt for folk der mister synet over tid, er det godt at styrke sanser og balance.
Motorcykel-arrangement:
Dette arrangement blev afholdt med stor succes i Region Vest og det var ikke så dyrt. Vi nedstemmer det, fordi der er ikke nogen der vil afholde det.
Køre bil -arrangement:
Alle er enige om at det er en sej ide. Vi fanger mange potentielle medlemmers interesse og har fået meget opmærksomhed for det tidligere, og mange har lyst til at vi laver det.
Bodyflight i en vindtunnel:
Der er forslag om at gentage succes med bodyflight arrangement i Høje Taastrup med spisning bagefter.
5. Opmærksomhed
Vi skal være mere synlige end vi har været før, så vi kommer til at snakke om, tekster, billeder, videoer, zoom og podcast.
Vi taler blandt andet om ovennævnte ”mød regionen” events over Zoom, hvor folk har mulighed for at komme og møde regionen og stille spørgsmål, uanset om man er østmedlem eller alment medlem. Der er en negativ debatkultur på Facebook, og det er ikke alle som bryder sig om at give deres mening til kende derinde. Derfor er der behov for, at vi breder os ud på andre måder. Vi taler også om at være bedre i kontakt med synscentralerne, øjenafdelingerne og lægge brochurer overalt. Vi husker også på Nicklas’ reminder om hvordan vi fremtræder når vi sender videoer ud til vores medlemmer. Det betyder meget.
6. Sammenhold – Vi er en ny lille familie, vi skal holde sammen
Mikkel lægger op til, at vi skal snakke om, hvordan vi får et godt team, og har det godt med hinanden. Mikkel har skrevet en tale, som han læser højt for os. Det handler blandt andet om, at man gerne må være uenige og at der kan være mange måder at nå til det samme mål. og man må bære over med, hinanden og give hinanden plads, lade være med at tale bag ryggen på hinanden, men i stedet gå direkte til den det handler om, hvis det er. Hvis én laver en fejl, må de andre række hånden ud og hjælpe. Vi taler om, at vi alle sammen har mange forskellige behov og vi skal være gode til at sige det til hinanden. Talen er sendt til alle deltagere efterfølgende og arkiveret. Vi kan bruge den som et slags aftaledokument, om hvordan vores kultur skal være.
7. Planen nu og her – hvad kan og skal vi lave frem til det næste møde som vi skal afholde og hvornår bliver det.
- Mie skal sende referatet ud snarest så man kan kommentere på det
- Jens Christian foreslår at man kunne begynde samarbejdet med DBS og i forhold til Zoom møder kan man godt starte med at arrangere dette.
8. Relevans – åbent forum, hvor alle må sige lige hvad de vil og vi afrunder.
Der er meget nyt, og meget relevant. Vi er enige om, at vi er trætte i hovedet. Vi glæder os meget til at kunne være sammen rigtigt og hygge os, hvor det ikke handler så meget om arbejde. Og så satser vi på, at vi kan holde det under 3 timer.