- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Aktiv September 2021
1. september 2021 - 30. september 2021
GratisSå er det september, og DBSU håber du er klar på “Aktiv September”, for nu sparker vi gang i en masse aktivitetsmuligheder og konkurrencer som mange kan deltage i og som får sat gang i pulsen, skridttælleren og kreativiteten!
Hvem kan deltage og hvad kan jeg vinde?
Aktiv September er for alle unge med et synshandicap i Danmark, ja, du behøver faktisk ikke et medlemskab for at være med! Hvis du ikke allerede er medlem af DBSU, vil du ikke dyste om de samme præmier som de øvrige deltagere, men om et medlemskab af DBSU, gældende for resten af 2021, til en værdi af 150 kr.
De øvrige præmier som er på spil i denne måneds konkurrencer er bl.a. DBSU-gavekort på 250 kr. til deltagerbetaling til arrangementer i DBSU, og flere hemmelige præmier som først vil blive offentliggjort senere på måneden.
Aktiviteter for børn og unge under 18 år samt betingelserne:
For at tilgodese vores yngre medlemmer, kører vi adskilte konkurrencer for børn og unge under og over 18 år. Konkurrencerne er de samme, men du dyster kun mod dem i din egen aldersgruppe.
Hvis du er under 18 kræver alle aktiviteterne samtykke fra din mor eller far. Din mor eller far skal bare sende en mail til kontor@dbsu.dk og skrive:
“Jeg, (indsæt navn), giver samtykke til at Dansk Blindesamfunds Ungdom deler og eller udgiver videoer, billeder, lyd og eller oplyser navn på mit barn (indsæt navn), og at disse anvendes i forbindelse med Aktiv September, både under og efter afviklingen af arrangementet.”
Du kan følge med i alle aktiviteterne og de andre deltageres bidrag på vores Facebook gruppe ”DBSU Netværk” i løbet af måneden. Dine forældre er velkomne til at melde sig ind i gruppen og til at hjælpe dig med at filme eller dele bidrag til konkurrencerne.
Videokonkurrence: vis din sport, hobby eller instrument!
Går du til kampsport, goalball, kajak, fodbold, ridning, showdown, fitness eller en anden sport? Eller bruger du fritiden på at lave smykker, nisser, at programmere, game eller en anden hobby? Eller er du interesseret i musik og synger, spiller klaver, vender plader, rapper eller noget andet musikalsk? Så del dine aktiviteter med DBSU og vær med til at inspirere andre medlemmer!
Du deltager i videokonkurrencen ved at dele en kort video på ca. 30 – 45 sekunder i vores Facebook gruppe ”DBSU Netværk”. I videoen skal du bare vise os andre lidt om den sport, hobby, eller musikalske passion du dyrker! Her må du eller dine forældre meget gerne synstolke hvad der sker og hvem der er på videoen. Når du har delt videoen i Facebook gruppen deltager du automatisk i en lodtrækning om spændende præmier som afholdes hver 10. dag i september.
OBS: Husk at børn og unge under 18 år skal have samtykke fra forældre først.
Video-gå-konkurrence: Crazy walking kids
Ligesom til ”Aktiv Maj”, er vi klar på at bruge skridttælleren igen. Men i denne konkurrence handler det ikke om at gå længst – i stedet handler det om at dele det bedste fra din gåtur med DBSU! l I finder hen til et sted som I kan rigtig godt kan lide – fx på grund af flotte omgivelser, noget spændende du kan se eller høre. Det kan være du vil dele lyden af bølger på havet, vinden i bladene, fuglekvidder fra oven eller noget helt fjerde. Lav en kort video på ca. 30 – 45 sekunder fra dit særlige sted, og del det med os på Facebook – så deltager du automatisk i lodtrækningen om spændende præmier som afholdes hver 10. dag i september. Husk meget gerne at synstolke videoen.
Gå-konkurrence
Sidst men ikke mindst er der igen flotte præmier på højkant til de DBSU’ere som kan gå længst i september. Du deltager i konkurrencen ved at indsende skærmbillede af din skridttæller for september måned til kontor@dbsu.dk. Du kan også dele dine resultater løbende på Facebookgruppen for at motivere os andre!
For at undgå at folk får skader i ræset om førstepræmien, er det også muligt at vinde præmier i mindre etaper. Det betyder at I i løbet af september skal gå så mange skridt som muligt, men også har mulighed for at nøjes med en masse skridt på 10 sammenhængende dage. Det kan f.eks. være fra den 5. til 15. eller 20. til 30. september. Så kan du deltage i endnu en lodtrækning som afholdes sidst i september måned.
Vi ønsker jer held og lykke med en masse aktiviteter i september!
Kenneth Schack Banner og Mikkel Broe Enok Pedersen
PS. Deltog du i Aktiv Maj, og fik rundet de 200.000 skridt, har du et DBSU-gavekort på 150 kr. til gode (medmindre du allerede har brugt). Husk at det også skal bruges inden udgangen af 2021.