Vælg en side

Nyhedsbrev December 2019

NYHEDSMAIL DECEMBER 2019

 

Luk mig ind i dit sind for en stund

Hør min ven, det er ok at du har ondt

Jeg ved at du leder, du behøver ikke at spille helt

Bed om hjælp

For selv soldater bliver skrøbelige som glas

Når mørke tanker slår rødder, og sidder fast

Riv dig løs fra din angst nu

Livet venter på dig, kom med mig

 

Så du kan se 1000 farver i mørket

Livets fyrværkeri

Syng, så drukner vi stilheden på en regnvejrsdag i november.

 

Rasmus Seebachs tekst ”1000 Farver” tegner et billede af, hvilke oplevelser et ungt menneske kan stå overfor. At lektierne ramler nedover én, at forældrene ikke forstår én, at vennerne vender ryggen til, at kærligheden ikke er til at finde, eller at man har et synshandicap, er blot nogle af få udfordringer man skal kæmpe med. Tilværelsen kan være svær, og det kan derfor virke umuligt at se lyset i mørket.

Dog kan 1000 farver komme til syne, hvis man rækker en hånd ud – at man både tager imod en hjælpende hånd, eller selv giver sig til. Et mørkt hul kan kun ændres til et farverigt maleri, hvis man ønsker at gøre en forskel. Og den forskel skal man ikke stå alene med – sammen er vi stærkere.

 

DBSU runder dette år med denne nyhedsmail, hvor der bliver kigget lidt tilbage, og hvad vi kan se frem til i fællesskab. Nyhedsmailen vil indeholde følgende:

  • Rundt om Månen – rundt om det tilgængelige univers
  • – Juliane Lund som ny medieredaktør og ny rollemodel
  • – Badetur, korsang og kreative skikkelser
  • – FN’s Verdensmål 17 – DBSU i partnerskab i Liberia
  • – Udvidet Hovedbestyrelse med en strategisk plan
  • – Kommende arrangementer

 

RUNDT OM MÅNEN – RUNDT OM DET TILGÆNGELIGE UNIVERS

For 50 år siden landede menneskeden for første gang på Månen, og dette jubilæum blev fejret ved en udstilling i Rundetårn i hjertet af København. I samarbejde med Dansk Selskab For Rumfartsforskning, IBOS og LFBS, havde DBSU den store ære at udvikle en tilgængelig udstilling for alle, og især tilgængelig for synshandicappede. Taktile oversigtskort, særlige guidet ture, store visuelle skilte, auditive stationer og 3D printet raketmodeller, var nogle af de initiativer, som blev gjort for at formidle månelandingen.

Hele udstillingen fandt sted i oktober, hvor der blev lavet særlige guidet ture for synshandicappede de 4 søndage i måneden.

Nogle af dem, som benyttede sig af denne særlige ordning, var de 19 efterårsglade deltagere på DBSU’s Mini-efterårsferie. Også andre synshandicappede havde glæde af denne ordning, som var særlig, da man fik turguide, som var instrueret i hvordan man ledsager en med nedsat syn.

 

DBSU gik ind i dette projekt om at lave tilgængelig udstilling, i kraft af DBSU’s vision om at kulturaktiviteter skal være tilgængelige, samt at DBSU kan bidrage med anbefalinger til, hvordan man kan gøre aktiviteter mere tilgængelige for alle. Derfor havde DBSU haft nogle testpersoner igennem udstillingen, så deres erfaringer kunne danne grundlag for en konceptudvikling for tilgængelige kulturaktiviteter. Ballast CPH har udarbejdet en rapport, som har sammenfattet testpersonernes oplevelser, og endvidere kommet med anbefalinger til, hvilke tiltag der skal til for en tilgængelig udstilling.

 

Alt imens udstillingen stod på i oktober, så dannede udstillingen også rammen for Den Hvide Stoks Dag d. 15. oktober. DBSU stod for et event i Rundetårn, hvor forskellige interessenter holdt oplæg om teknologiske løsninger, der kunne benyttes til kulturformidling. Blandt dem, som holdt oplæg, var Birgit Christensen og Pernille Dyrelund fra IBOS, som fortalte om eksisterende teknologier, som kunne benyttes i kulturaktiviteter. Eventet blev afrundet med en fælles rundvisning – med Orcam briller og diverse apps.

 

DBSU er stolte over at kunne få den oplevelse at udarbejde et koncept, som kan anvendes på museer og andre kulturaktiviteter, hvis man ønsker at øge tilgængeligheden for blinde/svagtsynet. Stor tak til Lykke Pedersen og Dansk Selskab For Rumfartsforskning for at gå ind i dette samarbejde om at stå for en udstilling i hjertet af København. Det er DBSU’s vision, at kulturlivet er for alle.

 

JULIANE LUND SOM NY MEDIEREDAKTØR OG NY ROLLEMODEL

17-årige odenseanske Juliane Lund er blevet tilknyttet DBSU’s medieredaktion. Hun kommer med erfaring fra artikelskrivning til DBS’ Øjeblikket og ungdommens gå-på mod, og særligt sidstnævnte vægtes højt i medieredaktionen. Juliane har allerede gennemført sit første videokursus, og hendes første produktion ”Hvordan ledsager man en synshandicappede?” har fået over 12.000 visninger på Facebook. Videoen kan også findes på hjemmesiden snarest. DBSU glæder sig til at få udbytte af hendes kreativitet og kvalitet, og hun er en klar styrkelse af teamet efter den tidligere afgået medieredaktør. Formand Kim Sørensen har udtalt ”DBSU har fået et betydeligt løft med tilknytningen af Juliane Lund, og vi kunne ikke få et bedre match til vores mediestrategi.”.

 

Udover at Juliane Lund har optrådt på de sociale medier, har man også kunne opleve hende live på LFBS’ konference Syn På Sagen d. 13. september. Juliane deltog i et ungepanel, som hver især delte deres erfaringer fra ungdomslivet. Foran et nysgerrigt forældrepublikum, kunne Juliane fortælle om overgange – de gode som de mindre gode. Blandt andet kom det frem, hvilke overvejelser man kan og skal gøre sig, når man er 16 år, og skal agere arbejdsgiver, når man skal finde en sekretær på sit studie. Også overgangen fra folkeskolens mangeårige trygge rammer, til at skulle stå overfor en ny start på sit uddannelsesliv, blev vendt med de spørgende publikum. Hele konferencesalen blev imponeret af Julianes tilværelse som gymnasieelev, landsholdsspiller i Goalball, kæreste, familiemenneske, og gennemgå en overgang fra at være fuld seende til at være stærkt svagtsynet.

Du kan opleve Julianes oplæg, samt de andre unges imponerende historie på DBSU’s Youtube kanal snarest.

 

BADETUR, KORSANG OG KREATIVE SKIKKELSER

Igen i år afholdte DBSU i samarbejde med LFBS en forlænget familieweekend i Lalandia november. Twister, Tornadoen og Wild River var nogle af de vilde forlystelser, man kunne plaske sig i, men i år var der også en mulighed at opleve Lego House ved Legoland. Det faldt i god jord blandt de mange deltagere, så man fik set denne nye turistattraktion. Måske endda også DBS’ nye legoklodser med punktskrift?

I hvert fald blev der hygget på tværs af aldre og generationer, og det er vigtigt for DBSU at signalere, at et synshandicap ikke kun rammer den unge, men at synshandicappet rammer hele familien. Og på tværs af aldre og generationer kan man lave erfaringsudvekslende aktiviteter.

Ligesindede aktiviteter er også noget, som DBSU synger i kor om. Traditionen tro, så afholdte DBSU Sang weekend i oktober, hvor flere sangglade deltagere fik lov til at udfolde sine sangstemmer. Endnu engang blev arrangementet afholdt i centrum af Odense, hvor der blev sunget i kor, og for dem som ville synge solo, så var det også en mulighed. Annette Olsen og Nina Schneidermann var de nye arrangører, og det er én af de gode styrker i foreningen, at der altid kommer nye sangstemmer til at tage over, når de andre sanglærker forlader reden.

 

Sidst på året blev der grublet over kreative tanker mens man havde hammer og saks i hånden. Fuglesangcenteret var rammen for DBSU’s Kreative Mig arrangement, deltagerne hyggede med at lave deres eget julepynt og andre fantasifulde kreationer. Unge som voksne hyggede sig med lim på fingrene og tape i håret til dette unikke arrangement.

 

FN’S VERDENSMÅL 17 – DBSU I PARTNERSKAB MED LIBERIA

Gennem længere tid har DBSU ønsket at etablere et internationalt udvalg. Man har haft besøg af Nepals ungdomsorganisation, lige så vel som fra Sydkorea sidste år og selvfølgelig også haft et nordisk samarbejde. Med inspiration fra de andre nordiske lande, så har DBSU etableret kontakt til Liberia, og i samarbejde med DBS bliver der nu lavet et partnerskab omkring noget ulandsarbejde. DBSU havde 2 repræsentanter afsted i form af Sofie Amalie Olsen og Marlene Jørgensen og i november måned fik de et indblik i Liberias arbejde med unge blinde og svagtsynet. De kommende år skal DBSU og DBS være med til at støtte udviklingen i Liberia, det er et historisk øjeblik at man har de unge på dagsordenen omkring det internationale arbejde.

 

UDVIDET HOVEDBESTYRELSE MED EN STRATEGISK PLAN

Sidste weekend i november afholdte DBSU udvidet hovedbestyrelsesmøde, og denne gang med udvidelsen af at begge regioner havde hele deres bestyrelse med. Weekenden skulle bruges på at runde året af med et øjebliksbillede af foreningens nuværende situation, og derfra udvikle en strategisk plan for foreningens fremtidige arbejde. DBSU har til landsmødet 2016 lavet en workshop med medlemmerne omkring deres visioner, de efterfølgende bestyrelser har udarbejde handleplaner, og igen i år til landsmødet blev der lavet en workshop der satte fokus på DBSU’s mærkesager. Disse erfaringer skulle den udvidet hovedbestyrelse nu bruge til at lave en strategisk plan, som ikke bare skal være 1-årigt opslagsværk, men en slagkraftig visionær plan. Strategiplanen giver anledning til diskussion, og inden den fremvises til landsmødet i 2020 bliver den finpudset og gennemarbejdet. Den udvidet hovedbestyrelse glæder sig rigtig meget til at kunne præsentere den til landsmødet 2020, så sæt gerne kryds i kalenderen 1.-3. maj 2020.

 

KOMMENDE AKTIVITETER

Som nævnt, så vil DBSU’s landsmøde 2020 foregå 1.-3. maj 2020, hvor du har mulighed for at sætte dit præg på foreningens nuværende form og fremtidige arbejde.

Også på regionalt plan har du mulighed for at sætte dit aftryk, når region Øst afholder deres generalforsamling 1. februar 2020, og region Vest afholder deres generalforsamling den 8. februar 2020. Du har mulighed for at få indflydelse på hvilke aktiviteter DBSU skal udbyde og også mulighed for at komme med kandidatur til en bestyrelsespost.

 

I samarbejde med LFBS er DBSU også i gang med at udforme en Børn, Unge og Familie kalender (BUF), som skal give et billede af hvilke aktiviteter der er for børn og unge med et synshandicap. Du finder kalenderen inde på LFBS’s hjemmeside.

 

Har du spørgsmål til alt mellem himmel og jord, som omhandler DBSU, så kan du kontakte hovedbestyrelsen via mail på hb@dbsu.dk eller ringe til kontoret på tlf.: 71 71 02 23. Du kan læse meget mere om DBSU på www.dbsu.dk og du kan finde seneste nyheder inde på facebooksiden Dansk Blindesamfunds Ungdom – DBSU.

 

Om man er blind eller svagsynede eller bare ung med udfordringer i tilværelsen, så kan man altid række en hånd ud, så man kan se 1000 farver i mørket.

 

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

 

/formand Kim Sørensen

Færdigheder

Indsendt den

20. december 2019