fbpx
Vælg en side

Medieredaktør til Dansk Blindesamfunds Ungdom

Vi har brug for en legekammerat til jobbet som medieredaktør til Dansk Blindesamfunds Ungdom – er det dig? Da én af vores redaktører har valgt at søge nye udfordringer, ønsker vi en ny på holdet.

Vi tror ikke, at sociale medier er så forskelligt fra traditionelle medier, som andre tænkte for tid tilbage. Vi tror på formidling, ærligt håndværk, personligt engagement og fremtidens udtryk!

Jobbet:
Vi er en del af PR-udvalget i Dansk Blindesamfunds Ungdom, og vi er stolte over foreningens politiske og sociale aktiviteter. Alle aktiviteter sker i hele landet, og alle aktiviteter tager afsæt i børn og unges oplevelser med et synshandicap.
Med vores fremragende kollegaers historier i ryggen, skaber vi mange interaktioner på de sociale medier om måneden. Og langt de fleste af vores medlemmer og samarbejdspartnere ser hver uge vores opslag på Facebook og hjemmeside. Vi poster nok oftere, end hvad du har gjort tidligere – og vi gør det med højt humør i samarbejde med bestyrelsen i Dansk Blindesamfunds Ungdom.

De konkrete opgaver:

  • Du skal varetage driften af de sociale medier.
  • Du skal producere podcasts og/eller videoer, der indeholder foreningsrelevans for medlemmer, samarbejdspartnere og eksterne interessenter.
  • I samarbejde med kollegaer og Dansk Blindesamfunds Ungdoms bestyrelser, skal du lægge linjen for en kontinuerlig udvikling på de sociale medier.
  • Du skal sikre en god dialog med vores medlemmer.

 

Dig – Din profil kunne se således ud:

  • Du har erfaring med Facebook, og også gerne på mere end hygge-niveau. Det er ikke et krav, at du kender til alt på de sociale medier, men at du skal have lyst til at lære mere.
  • Det er ikke påkrævet, at du har kendskab til produktion af podcast og/eller videoer, men du skal være villig til at investere din tid i at lære om det.
  • Du skal være vild med pandaer, slik og være interesseret i handicappolitik på samme tid. Ej, pandaer er ikke et krav, men vi vil gerne se dig smile, så det smitter af på vores medlemmer.
  • Du er positiv, energisk, udadvendt og fleksibel i et pulserende arbejdstempo.
  • Du er villig til at rejse rundt og formidle historier fra hele Danmark.

Vi tilbyder:

  • Du får en central rolle i foreningens kommunikation udadtil.
  • Praktisk erfaring med sociale medier.
  • Lydudstyr og pressekort.
  • Faglig sparring af vores tidligere medarbejdere, samt faglig og personlig udvikling gennem kursusforløb.
  • Fantastiske kollegaer i PR-udvalget, samt samarbejdsvillige bestyrelsesfolk i Dansk Blindesamfunds Ungdom.

Jobbet er som udgangspunkt en frivillig stilling, men godtgørelse og arbejdstid er efter aftale.

For yderligere spørgsmål, kan der rettes henvendelse til formand Kim Sørensen på tlf. 27 82 15 44 eller mail formand@dbsu.dk

Ansøgningsfrist:

  • 16. august 2019 kl. 12. Ansøgningen skal sendes til fu@dbsu.dk
  • Samtaler forventes at blive afholdt den 21.-22. august 2019 og den følgende uge.