Vælg en side

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Region Øst: Generalforsamling 2024

februar 3 @ 12:00 - 17:00

Gratis

Invitation til generalforsamling i Region Øst

 

Kære DBSU-medlem

 

Du inviteres hermed til GF i Region Øst, som igen finder sted i beboerlokalerne på Katrinedalsvej 22 i Vanløse fra kl. 12 lørdag d. 3. februar 2024.

I det seneste bestyrelsesår har vi i Region Øst stræbet efter en hensigtsmæssig fordeling af resurser og prøvet at effektivisere planlægningen af aktiviteter gennem yderligere inddragelse af samarbejdspartnere og almene medlemmer i vores processer. Vores fokus har været på at afholde oplevelsesrige arrangementer for at bevare og styrke det sociale fællesskab i foreningen. Vi har gennem kontinuerlige og nye former for aktiviteter søgt at gøre det endnu federe for unge at være medlem i DBSU, så man fortsat kan møde andre og få en masse forskellige oplevelser sammen i trygge rammer. Dette er særligt aktuelt at stræbe efter, da mange ungdomsforeninger for tiden oplever lignende udfordringer og fald i medlemstal. Vi må derfor kæmpe for foreningens overlevelse sammen!

Til sidste års GF blev der efter mødet sammensat åbne arrangørgrupper for at inddrage medlemmer i planlægningen af flere aktiviteter, som har været efterspurgt. Det har som resultat været en fornøjelse at se alt den tilslutning og samarbejdskræft, som vi har oplevet omkring i årets gang, og vi håber derfor, at I også har lyst til at komme til GF i det nye år, så I kan være med til at påvirke fremtidens forening og inspirere endnu flere medlemmer til at melde sig ind og investere i det frivillige foreningsliv. Om man så ønsker at stille op til en bestyrelsespost eller gerne vil være med til at inspirerer og afholde fremtidige arrangementer, så kan man til GF få en masse viden delt og spørgsmål besvaret. Vi glæder os i hvert fald til at høre, hvad I har af ideer og tanker.

Agendaen for dagen vil bestå af oplæg og gennemgang af regionens arbejde, herunder årsberetning, økonomi, mulige vedtægtsforslag og fremtid. Der vil som altid også være tid til pauser, noget mad og drikke samt et socialt indslag, hvilket vil fremgå af det kommende program. Vi regner med at være færdige før kl. 18.

Hvis du er ny i DBSU eller måske ikke har været til GF før, så er denne forsamling kort fortalt den øverste myndighed i regionen. Her åbnes der op for poster, tiltag og forslag til vedtægter og arrangementer, som bestyrelsen skal tage med videre i det kommende år. Det er derfor vigtigt, at I kan komme og bruge jeres stemme, så I kan få indflydelse i foreningen. Det samme er gældende, hvis man befinder sig i Region Vest, som i år har et ekstra spændende program på Fuglesangcentret, hvor der er endnu mere plads til at møde en masse andre DBSU’er. Medlemmer af Region Vest er også meget velkomne til vores GF men har ikke stemmeret til de forskellige beslutninger, der tages op under forsamlingen.

 

Vi ser frem til et godt møde og håber at træffe en masse medlemmer, nye som gamle.

 

Venlige hilsner fra bestyrelsen i Øst

 

Tilmelding og poster på valg

Det er gratis at deltage så du skal blot sende en mail til  tilmelding@dbsu.dk  eller ringe 71 71 02 23 indenfor kontorets åbningstid. Oplys eventuelle kosthensyn og tilmeld dig gerne snarest og før d. 15. januar, så vi kan tilpasse programmet og bedst forberede os. Dagsorden og andet relevant materiale for dagen vil blive sendt ud 2 uger før GF, så man kan være optimalt informeret på forhånd. Ellers er man selvfølgelig velkommen til at kontakte Region Øst for nærmere spørgsmål og individuelle hensyn.

I år er der flere bestyrelsesposter på valg, herunder Forperson for 2 år, 2 almene bestyrelsesmedlemmer for 1 år og 2 suppleanter for 1 år. Omfanget af disse poster vil gennemgås til forsamlingen og efterfølgende stemmes om.

Forslag til arrangementer og vedtægtsændringer bør være indsendt to uger før afholdelsen af generalforsamlingen.

 

Detaljer

Dato:
februar 3
Tidspunkt:
12:00 - 17:00
Pris:
Gratis