- Denne begivenhed er allerede afholdt.
DBSU Region Øst: Fællesspisning den 7. maj hos Gemini
7. maj 2023 @ 13:00 - 18:00
DKK100Invitation til fællesspisning hos Gemini
Region Øst d. 7. maj
Vi har i Region Øst været på jagt efter et eksklusivt tilbud og kan nu invitere på en luksuriøs 3-retters frokostmenu hos Gemini i København til maj!
Gemini er en oase midt i byen, forgyldt med solskin og fuglekvidder. For et år siden rykkede de ind i Knud Munks ikoniske Planetarium, og fra restauranten har man som gæst panoramaudsigt over Søerne. Hos Gemini arbejder kokkene med små danske landbrug, der værner om dyrevelfærd, bæredygtighed og økologi. Køkkenet er nordisk, og kokkeholdet anføres af Emil Eshardt, der har sin fortid på Søllerød Kro, Kadeau og AOC. De får deres kød og fjerkræ hjem fra Skovstrupgård og Hopballe Mølle. Grøntsagerne er økologisk dyrket på Kiselgården, og fiskene fanges i de skandinaviske farvande. Der er således tale om en kompromiløs tilgang til kvalitet hos Gemini.
Menuen tilpasses sæsonens fineste råvarer og sammensættes på dagen af køkkenchefen selv. Det bliver derfor en lidt anden fællesspisning med plads til overraskelser og nye smagsindtryk. Smag fx tatar af okseinderlår med glaskål, peberrod og vilde urter – hertil ølandsbrød med hvidløgssmør. Få stegt kuller med kartoffelcreme, grillede porrer og Sandefjord-sauce. Nyd rabarbersorbet med hvid chokolade og rålakrids. Menuen kan være lidt anderledes på dagen, men du slipper derimod for at skulle få læst 50 muligheder op, og i stedet kan du blot læne dig tilbage og lade maden blive præsenteret. Obs. Menuen vil også kunne fås i en vegetarisk udgave.
Maj måned er i DBSU kendt for at være en aktiv tid med motion og fysisk velvære. Med dette arrangement ønsker vi derfor ud over socialt samvær at supplere vores kroppe med sund næring. Vi tænker i den forbindelse ydermere at bevæge os en tur rundt om søerne i det gode vejr efter spisningen, før vi ender tilbage ved en nærliggende station og siger farvel.
Vi glæder os til at dele en yderst delikat madoplevelse med jer!
De bedste hilsner fra arrangørerne,
Nicklas og Jens Christian
Detaljer og tilmelding:
Gemini er lokaliseret på Gl. Kongevej 10, 1610 København V med indgang fra søsiden. Vi har bestilt bord fra kl. 13:30, og hvis man ønsker at følges til stedet, står vores hjælpere klar på Vesterport station fra kl. 13:10 med afgang 13:20 mod restauranten.
Deltagerbetalingen for arrangementet er 100 kroner hvilket inkluderer en 3-retters frokostmenu samt en valgfri drikkevare/genstand. Beløbet kan overføres via MobilePay til 44320 eller bankoverførsel til 8401-1068271. Tilmeldingsfristen er mandag d. 1. maj kl. 10, og der er begrænsede pladser som fordeles efter først til mølle princippet. Region Øst medlemmer har fortrinsret. Skriv derfor til tilmelding@dbsu.dk eller ring til kontoret på 71 71 02 23 mandag eller torsdag for at komme med på denne enestående fællesspisning.
Husk du kan som altid få refusion for dine udgifter til transport, ved at sende en mail med bilag og kontooplysninger til kontoret senest 14 dage efter arrangementets afholdelse
De bedste hilsner
Region Øst