Nyhedsmail December 2018

Nyhedsmail December 2018

- 18/12/18
Nyhedsmail december 2018
 
”Der er intet der lokker mig tilbage
Ud af dette øjeblik, denne time, denne dag
For jeg er landet her
Og jeg er præcis, hvor jeg skal være
Er ved at finde frem til det menneske, jeg er
Jeg er ikke bange for at fejle mer’
Lever man, er det jo hvad der sker
 
Som et vers, der fandt sin sang
Står jeg her, og selvom vejen den var lang
Så er jeg kommet hjem”
 
Sanne Salomonsen beskriver i sin berømte sang om at finde sig selv. Budskabet tager vi med os - ud og opleve verdenen, få dig nogle erfaringer og ikke være bange for at fejle. Én af Dansk Blindesamfunds Ungdoms mærkesager er ”Skab dit eget liv” - unge skal tage ansvar for deres eget liv og handlinger.
 
 
 
Denne nyhedsmail vil indeholde følgende overskrifter:
- Et blad - to nye stemmer
- ”Ni Hao” og spisepinde, og glemte badebukser i november
- Beskæftigelse for unge - hvordan gør vi en fælles indsats?
- Kunst, kultur og klatring
- Regionerne
- Tilbage til fremtiden - vær en del af øjeblikket
 
ET BLAD - TO NYE STEMMER
DBSU har siden Landsmødet i april, været i rivende udvikling. Flere tiltag er blevet gjort, heriblandt at udvikle vores udtryk udadtil, Det har betydet flere interaktioner på de sociale medier, flere tilstedeværelser og flere spændende historier at fortælle. Det har også medvirket til, at foreningens arbejde er blevet mere anerkendt blandt mange interessenter.
DBSU’s PR-udvalg fokuserer meget på foreningens udtryk, og derfor valgte bladredaktionen at samle de to blade til ét samlet og stærkere blad - ”Bladet” er det nye navn, og det er produceret af Mie Henriksen og Nicklas Panton.
Udover ”Bladet”, så vil redaktionen også udkomme med et mere tidssvarende format - en podcast med titlen ”DBSU News”. Podcasten kommer til at have et mere tematisk design, hvor blandt andet første udgivelse omhandler ”Udskiftning i HB”. Samtidig vil det også give redaktionen mulighed for at udgive podcasts uafhængigt af medlemsbladets udgivelsesdatoer og indhold.
Den første podcast, samt video om en ung synshandicappede på en kokkeuddannelse, kan du finde inde på vores nye Youtube-kanal ”Dansk Blindesamfunds Ungdom”.
I mellemtiden har bladredaktør Stine Schack Banner valgt at trappe ud, og det har betydet at Forretningsudvalget har fundet en afløser. Og det er faktisk to nye stemmer; Mikkel Enok Pedersen og Louise Wille. Begge kommer med stærke energier, spidskompetencer og ungdommeligt gåpåmod. De to nye medieredaktører har et perfekt match i redaktionens fremtidige udtryk, og vi glæder os til at byde dem velkommen fra det nye år,
 
Endvidere skal der lyde en kæmpe tak til Stine Banners fantastiske arbejde som børnebladsredaktør. I flere år har hun stået for komiske, unikke og inspirerende indslag, som man glædeligt kan lytte til gentagende gange. Stines seriøse og professionelle tilgang til arbejdet, priser vi, og hun efterlader et særligt aftryk hos alle lyttere. Stor tak herfra!
 
 
”NI HAO” OG SPISEPIMDE I KALUNDBORG OG GLEMTE BADEBUKSER I NOVEMBER
 
I oktober blev Stausgaard ved Syncenter Refnæs forvandlet til eventyrlige og mystiske Kina. 8 unge DBSU’ere deltog ved dette års Mini-efterårsferie, og alle tog derfra med kinesiske skæve øjne! Deltagerne blev belært i kinesiske fraser, fik indprintet visdom gennem animationsfilmen Kung Fu Panda, og udfordret med den særlige spisepinde-kunst. Udover Kinas invasion på Mini-efterårsferien, så var der også tid til en tur i Tivoli, og den famøse fest den sidste aften - hvor alle dansetrin blev fremført.
Flere af de tilbagevendende deltagere påpegede, at dette års Mini-efterårsferie var den bedste i mange år - Skal du med næste år?
”Hvem har nogle badebukser? Jeg skal i badeland”, Tja, sådan lød det en råkold novemberdag. Men hvorfor ikke? Endnu engang inviterede DBSU alle familier til Lalandia ved Billund. Hér blev alle aktiveret med fripas - vi skal lave noget, og vi skal lave noget sammen. Igen var det et samarbejde med LFBS, og det er en mærkesag, at mødes på tværs og udveksle erfaringer med hinanden.
Begge arrangementer vil finde sted igen næste år, så du kan roligt glæde dig,
 
BESKÆFTIGELSE FOR UNGE - HVORDAN GØR VI EN FÆLLES INDSATS?
Erhverv & Uddannelsesudvalget har gennem efteråret arbejdet stenhårdt på DBSU’s grundholdning om, at unge med synshandicap skal have de bedste forudsætninger for at tage deres ønskede uddannelse og arbejde. Helt konkret, så har det betydet et møde d. 2. oktober i Høje Taastrup. Tilstede var også DBS, Interessegruppen, IBOS, LFBS og den social-økonomiske virksomhed All Ears. Et forum, hvor flere interessenter på dette område endelig sad i samme lokale - og tænkte i et fælles fokus. Men Rom blev jo ikke bygget på en dag… Men altså, et spadestik blev da taget.
Tidlig indsats er også DBSU’s mærkesag. Derfor deltog Kim Sørensen og Caspar Gregersen til møde d. 27. november med DBS og LFBS omkring inklusion i grundskolen. Sammen ser vi nogle bekymringspunkter fx. fritagelse i idrætsundervisningen, anskuelsesfag i form af grafik og taktile modeller, utilgængelige digitale læringsplatforme og nationale test, samt leg og læring i indskolingen og dagstilbud. Det er vigtigt at få kortlagt, hvordan det står til med disse bekymringer, og DBSU er aktive med at dele erfaringer - og ikke mindst; gøre en fælles tidlig indsats sammen med DBS og LFBS.
Torsdag d. 29. november havde Kim Sørensen og Caspar Gregersen følgeskab af Lasse Larsson og Tine Drelsdorf til møde med landets synskonsulenter på grundskoleområdet. Det var i forbindelse med deres årlige møde med STUK Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Der er nemlig en fælles enighed i, at vi kan samarbejde om at give unge de bedste forudsætninger for at erhverve en fuld grundskoleuddannelse.
 
Lige såvel som fagpersoner kan samarbejde med DBSU om at få unge i beskæftigelse, så er erfaringsudveksling mellem de unge selv lige så vigtig. Derfor afholdte DBSU, d. 17.-18. november i fællesskab med Interessegruppen, en studiekonference. Ingen mennesker er ens, om end man er seende eller synshandicappede. En person med nedsat syn bruger måske hele dagen på skole/uddannelse og fritidsinteresser, mens en anden ikke kan overkomme uddannelsen og aldrig har prøvet et fritidsjob. Noget hindrer mange synshandicappede at få erhvervserfaring - en erfaring som er så væsentlig frem mod et fremtidigt job. Studiekonferencen tog debatten op med paneldeltagerne Karen Koch Rasmussen, Nadia Pedersen, Kenneth Brodersen, Lykke Vilstrup og Mie Henriksen - fem forskellige personer med fem forskellige erfaringer frem mod deres ståsted i dag.
 
Én erfaring deler vi dog gerne her. Projektet ”Mit Første Job”, som blev sat i søen sammen med DBS og LFBS, har båret frugt - 3 ud af 7 unge med synshandicap er kommet i fritidsjob. Det er glædeligt, at 3 organisationer kan gå sammen og åbne døre for 3 unge mennesker - fritidsjobserfaring er så gavnligt frem mod et fremtidigt job, og gavnligt som ungt menneske. Du kan læse hele evalueringen på LFBS’ hjemmeside.
 
 
KUNST, KULTUR OG KLATRING
Det skal være nemt og tilgængeligt at opleve kunst - også med nedsat syn. Derfor var Nicklas Aagaard, Tine Drelsdorf, Caspar Gregersen og Kim Sørensen på Statens Museum for Kunst d. 29. november og 5. december. Her skal kunstnerfællesskabet ULK sammen med DBSU og Ballast CPH gøre kunst for alle - intiativerne arbejdes der på i foråret 2019.
Men hvor er der gode kulturaktiviteter i landet? Hele sommeren havde medlemmerne mulighed for at indsende deres bud på sommeraktiviteter, der var tilgængelige for synshandicappede. Gustav Kallan fremlagde undersøgelsesresultaterne til LFBS’ arrangement d. 28. september- Dommen er klar; Klatring i trætoppe er et kæmpe hit! Der findes flere klatreparker i Danmark, heriblandt i Svendborg, Kragerup Gods, Vejle Fjord mv. Undersøgelsen viste også, at stranden ved Kalundborg ikke var den store glæde hos folk. Du kan læse om hele undersøgelsen på LFBS’ hjemmeside, samt se hele Gustavs oplæg på DBSU’s Facebookside.
Tilgængelighed er vigtigt - både i kulturlivet, og i medierne. Derfor er DBSU også en del af DR’s Tilgængeligheds testgruppe. Alt fra synstolkede tv-programmer, hjemmeside og apps. Vil du også hjælpe andre med at øge tilgængeligheden, så kontakt hovedbestyrelsen.
 
Ungdomskultur er alt fra uddannelse, venskaber, identitetsdannelse, samt overgangen fra ung til voksen. Derfor er vi også stolte over at kunne løfte sløret for dig, som snart skal flytte hjemmefra og opleve verdenen. I tæt samarbejde med DBS, kommer der et tilbud til unge, som skal tage skridtet videre fra barndommens gade, og ind i deres nye hjem. Vores fokus er dit liv, og hvordan du vil forme det. Det vil være 2 weekender, hvor du vil udvikle dine praktiske færdigheder, blive bevidst om dine sociale kompetencer og få kendskab til sunde livsstile.
Dette tilbud bliver nærmere præsenteret i det kommende år.
 
 
REGIONERNE
Vil du have indflydelse på regionernes aktiviteter? Deltag på deres respektive generalforsamlinger d. 26. januar i Aarhus for Region Vest og d, 2. februar i Valby for Region Øst.
 
TILBAGE TIL FREMTIDEN - VÆR EN DEL AF ØJEBLIKKET
D. 16.-18. november afholdte DBSU Udvidet Hovedbestyrelsesmøde. Til mødet var hele hovedbestyrelsen sammen med foreningens ansatte, og desværre havde regionerne ikke ressourcerne til at stille med de mulige to repræsentanter - der var dog en kasserer og en suppleant til stede ved mødet. Alligevel blev der gjort status for året der gik, og foreningens aktiviteter. Vi har fået et mindre underskud end budgetteret med, da vi har fået et højere tilskud fra DUF end forventet. På trods af dette, er der dog stadig nogle arrangementer, som er gået over deres bevillinger - og det skal arrangørerne være skarpere på fremadrettet.
På baggrund af dette, har den udvidet hovedbestyrelse også lavet en strategisk plan for 2019, hvor DBSU vil have et skarpt fokus på unge og deres fremtids muligheder. Man kan eksempelvis forvente følgende arrangementer: Sangskriver weekend, Sund Krop weekend, Musik weekend, Kreativ weekend, Studiekonference, Lalandia, Gamer weekend og en julefrokost. Udover disse arrangementer, vil DBSU og indgå aktivt i samarbejdspartnernes arrangementer, heriblandt Aktiv Familie weekend og DBS unge tilbud. I takt med de højere forventninger til næste års aktiviteter, investeres vi også mere i budgettet ”Vi er ikke bange for at fejle mer’ - lever livet, er jo hvad der sker”
 
Rigtig glædelig jul til alle og godt nytår!
 

Tilmeld

For- og efternavn
Mail adresse
Tlf. nummer
Særlige oplysninger (info om kost, medicin og allergi)
CPR-nr.
 


Tilbage til oversigten